All good.

Så er det blevet tid til af få samlet tankerne, og få evalueret året der er gået. For mig har det jo mest drejet sig om at bliver stærk, sund og mest af alt, få danset røven ud af bukserne. Og det har jeg i den grad gjort. Havde godt nok også en intention om at december skulle være den sundeste måned nogensinde, jeg skulle have været på trænings bootcamp med mine Playitas piger, og jeg skulle have lært at løbe, og kiloene skulle rasle af………………Yep, sååå detttt, skete så ikke.

På mad siden har jeg gjort det super godt, men bootcampen og løbetræningen, har jeg måtte henholdsvis aflyse, og udskyde. Men nu er jeg jo ikke den der græder over spildt mælk, så jeg er bare lykkelig for at nakken og armen, er ved at være i orden igen, og at energien atter er ved at indfinde sig i mit luksus legeme. Januar, here I come. Jeg danser i eftermiddag, og så starter jeg helt forfra på mit løbe program i morgen. Jeg er sikket på at det hele nok skal lykkedes.

Da jeg startede mit sundheds/slanke projekt, fandt jeg hurtigt ud af, at hvis det hele skulle lykkedes for mig, skulle det være i et meget langsomt tempo, ellers ville jeg ikke kunne gennemføre halvdelen af det jeg ønskede mig, så jeg tog det virkelig stille og rolige, en ting af gangen, og når den ene udfordring var blevet en vane, satte jeg en ekstra klods på. Jeg kan godt lide at tænke på det som trappetrin. Tag det første skridt, og bliv der til du ikke mere syntes det er hårdt. Gå derefter op på trin nr. to, og bliv der til det ikke mere gør ondt, osv. osv. Jeg havde måske ti trin jeg skulle op af, altså nogle bitte små muse trappetrin. Som et eksempel var trin no. 1 at komme op fra sofaen, trin nr. to var at turde møde op i et træningscenter. Altså virkelig baby skridt, men nu står jeg på trin nr. 8 og jeg har slet ikke været forpustet. Ej, nu er forpustet nok ikke det rette ord at bruge i denne sammenhæng, for jeg har dæleme været både fysisk træt, og udmattet til bræk punktet mange gange, men det er sådan mere på den gode måde. Både dans og træning har da været møg hårdt, og jeg tror da heller ikke jeg ville have elsket det, hvis det ikke havde været for nogle fantastiske nøgle personer i denne historie.

Jeg er dybt taknemmelig for alt det min træner Louise Sand Thomsen har gjort for mig. Hun har løftet mig op fra nul, og lært mig at min krop sagtens kan klarer meget mere end jeg selv troede var muligt. Jeg kan ikke rigtig huske, om jeg egentlig var klar over hvor dårlig form jeg var kommet i, eller om jeg bare var depri, og gik ud fra at min krop nok bare var blevet træt og gammel. For det er den bestemt ikke, har vi fundet ud af. Jeg tror også at det har taget længere tid, end Louise havde regnet med, men til at begynde med, vidste hun jo heller ikke, hvor stort et arbejde det ville være, og hvor meget der egentlig skulle rettes op på, både udenpå og indeni. Jeg har da også ind imellem været flov over, at det med vægten ikke gik som vi havde forudset og håbet på. I realiteten burde jeg have tabt alle kiloene for et halvt år siden. Men nu går Louise på barsel, og jeg glæder mig som en lille barn til, at jeg om to mdr. sender hende et billede af vægten, der viser et betydelig mindre tal på scalaen, end da vi stoppede med at træne sammen. Bare vent Louise, du bliver sååååå stolt af mig. Og de skønne skønne Kickstart Playitas piger, som også har været en kæmpe motivation for mig, skal også få kam til stregen, når vi igen skal på tur. Jeg skal sgu med på morgen løb med verdens lækreste Esther Baltzer, bare tanken om det, er motivation nok til flere mdr. Jeg vil ikke love at jeg løber fra jer, men jeg vil med.

Og så er der jo min helt fantastiske danse lære Ronni Handskemager, jeg ved næste ikke hvad jeg skal sige. Jeg føler at jeg kommer til dans, og på ganske u charmerende vis, suger energien ud af ham, som en tæge der suger blod, og jeg forstår stadig ikke, hvordan han bare kan blive ved og ved, med at gi´og gi´, for jeg er bestemt ikke den eneste der optanker fyrværkeri i krop og sjæl på hans timer. Han har lige været ude at rejse i en hel uge, det er ikke godt, (men fortjent), og det er ikke fordi der ikke er andre super dygtige danse undervisere, men for mig er der Ronnie. Han sender tryllestøv rundt i den smukke sal på pejsegården, så man føler sig let som klokkeblomst, og lækker som hende fra flash dance…….ja hende er jeg stadig temmelig vild med. I mit hoved står hun stadig løber på stedet i ført benvarmere, vådt hår, og ikke meget andet. Hende drømmer jeg stadig om at være. Det er trist, jeg ved det……….Og jeg tør slet ikke google hende, for sæt hun er blevet ældre lige som alle os andre…..det magter jeg ikke at se.

Drømme er en ting, realiteten er noget helt andet, men jeg ved at jeg inden sommer, igen med glæde vil vise mig i en bikini. Det er målet for 2017.

bikini-2017

Der er også ved at udvikle sig små tanker oppe i knolden på mig. Tænker på hvor godt jeg har fået det, og hvordan kan jeg formidle det ud på en måde, så alle kvinder der er havnet i samme båd som mig, også kan få det fantastisk igen. Jeg ved ikke helt konkret hvad jeg vil gøre endnu, men det giver mere og mere mening for mig at give mine erfaringer videre på en eller anden måde. Jeg er i tidernes morgen, udannet kostvejleder og personlig træner, så det vil ikke være helt ulogisk hvis jeg fik udtænkt en plan, men jeg har lige en dygtig mand i min vennekreds som jeg skal have vendt alle disse tanker med. Hver ting til sin tid. Nu skal jeg lige selv stå knivskarpt, inden jeg med troværdighed i stemmen kan overbevise andre om, hvad der er vejen frem. INGEN FANATISKE LORTE KURE.

Så tak for 2016, trods alt hvad der er sket ude i verden, har du været god ved mig.

2017 jeg er så klar.

Kys og godt og lykkebringende nytår til alle I dejlige mennesker derude.

M

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *