Slut med showgirls (for now)

 

Der var engang en ex danser der sagde til mig at hun kun ville råde mig til at begynde at danse igen, hvis jeg kunne abstraherer fra at jeg ikke ville blive ´sådan rigtig god igen´, og det kan faktisk godt være at der er der hunden er begravet. F… det er træls. Jeg havde jo meldt mig til et showgirls hold, med håbet om at jeg så ville kunne tage mig sammen, og blive helt tynd igen, og at jeg i samme nyk, kunne arbejde på min skrantende selvtillid. Og da det er ynglings Henrik, vores mega dygtige danselærer, der har holdet, overbeviste jeg mig selv om at nok skulle gå, vel vidende at jeg ikke ligefrem brændte for at opvise.

 

 

Showgirls holdet var allerede godt sammentømret, men jeg startede sammen med tre veninder, og kendte i forvejen en del af de skønne piger/damer på holdet, så det var nemt at gå til. Træningen var super god, hård og ikke mindst udfordrende. Så jeg var glad. Efter nogle ugers træning var det tid til første lille opvisning, og der var det at filmen knækkede. Jeg stod der i mine hotpants, netstrømper og nye flotte latin sko, og følte mig som et dådyr fanget i en lyskegle på en landevej, helt handlingslammet. Egentlig underligt for det ligner slet ikke mig at gå i panik, men jeg følte mig mega uforberedt, og for sådan en kontrolfreak som mig, var det tæt på katastrofe.

Ja ja slap af Mette Meyer tænker du nok, det gjorde jeg også selv, men dagen efter opvisningen var jeg ked af det, og mega flov over hvor dårlig jeg havde præsteret. Jeg havde simpelthen moralske tømmermænd. Det føltes lidt som dagen efter at man er kommet til at kysse med sin venindes kæreste på et brunt diskotek med lædermøbler i Silkeborg i 80érne, har jeg hørt.

Siden den dag har jeg haft store kvaler og mange tanker, fordi jeg jo er klar over at der kommer flere omvisninger. Så det korte af det lange er, at jeg har bestemt mig for at stoppe på holdet. Inderst inde kan jeg ikke lade være med at håbe på at jeg får modet til at starte igen, men det må tiden vise. Indtil videre vil jeg nyde at danse alle de timer jeg overhovedet kan, ude på verdens bedste Pejsegård. Timer hvor jeg bagefter ikke kan få smilet tørret af ansigtet, og har fornemmelsen af at jeg sgu er´ god nok.

Så tilbage til hunden i baghaven, jeg føler mig ikke helt god nok. Det skal der arbejdes på. Træning træning træning.

KYS M

 

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Comment *